| Dag 0 | | Dag 1 | | Dag 2 | | Dag 3 | | Dag 4 | | Dag 5 | | Dag 6 | | Dag 7 | | Dag 8 |
Dag 2 - Beijing
Ved 7-tiden om morgenen - kinesisk tid - landede vi i Beijings lufthavn.
Temperaturen var lav, men det føltes egentlig ikke særlig koldt, da luftfugtigheden også var meget lav.
Vi blev stoppet ind i en lufthavnsbus og kørt til tolden, hvor vi skulle have vores pas kigget efter og hvor vi skulle aflevere en eller anden sundhedsattest, som vi fik udleveret i flyet kort før nedslaget.
Efter at være sluppet sikkert forbi de kinesiske, uniformerede militærinstanser i form af unge mænd, som var blevet udstationeret til at åbne døre, sørge for at holde hinanden ved selskab eller bare være der, for at udstråle en vis autoritet - skulle vi have udleveret vores bagage.
Det viste sig, at den heldigvis havde overlevet turen i flyet dog med den undtagelse, at mit navneskilt var faldet af kufferten, således at ingen i Kina udover René Just Nielsen kunne have en jordisk chance for at identificere dens ejermand.
Heldigvis skulle al bagagen samles i en klump og køres til hotellet. Det viste sig da også at fungere problemfrit.
I lufthavnens ventesal fik vi hilst på vores lokalguide - Yu Xiao Qun, som af hensyn til rejsedeltagernes sprogkundskaber valgte at kalde sig "Michael".
Første punkt på dagsordnen var at køre til zoologisk have og kigge på pandabjørne.
Det tog cirka en times tid med bus og allerede på turen derud fik jeg et godt indtryk af, hvad Beijing var for en by.
De meget flotte og rige huse versus de meget fattige og faldefærdige hutong'er, den umiddelbart "kaotiske" trafik og de mange mennesker. Alt sammen kogt sammen til noget meget anderledes end vi er vant til i den vestlige verden.
Så til det suverænt korteste besøg i en zoologisk have, jeg nogensinde har været på: ud af bussen, hen til pandabamserne, fotografere dem og ind i bussen igen.
|
|
|
|
Jeg kan nu brøste mig af at have oplevet - og været mindre end 5 meter fra at klappe - et af verdens truede dyr, der kun findes i 1.000 eksemplarer.
Herefter gik turen til "Sommerpaladset"
(Yiheyuan), hvor vi gik fra øst-indgangen hen til "Paladset
for Velvilje og et Langt Liv" og de tilhørende bygninger, hvor kejser Guangxu og enkekejserinde Cixi boede.
Rundt om i paladset lå desuden nogle interessante, hullede sten. Vi fik at vide at det var stenskulpturer, som kineserne i sin tid havde lavet ved at sænke nogle store sten (sandsten?) ned i en sø for 50 år senere at tage dem op igen. I de 50 år havde vandet så formet stenene og lavet huller i dem.
Her så vi også "Det Store Teater", der var i tre etager, som repræsenterede himlen, kejseren og jorden.
"Xiequ-haven" var en smuk, typisk kinesisk have, med bygninger, sten, træer og en sø i midten. Her havde
vi en halv times tid til at gå rundt og kigge på de smukke omgivelser og nyde roen kun afbrudt af nogle kinesiske
folkesangere, der var mødtes for at synge i haven.
Efter at have løsrevet os fra haven gik vi gennem "Den Lange Korridor",
som er en 728 meter lang overdækket sti med 1.400 forskellige malerier oppe under træloftet og som følger
Kunming-søen hen til Marmorbåden. (Qingyan) Men inden da, skulle Helene og jeg lige fotograferes sammen med et par
kinesiske piger, der vist nok var på udflugt med deres tante.
Hvide turister er vist en tradition på højde med "Den Forbudte By" for nogle af de kinesere, der besøger Beijing for første gang i deres liv.
Langt om længe var det blevet spisetid og vi skulle indtage vores første kinesiske måltid i restaurant Tingliguan med udsigt over Kunming-søen.
Vi fik blandt andet serveret følgende: rå tang, peanuts, selleri i en hvidløgsmarinade, sojabønnedej i sojasovs (fy for pokker), marcipan lavet af sesammel, stegt karpe, øl eller cola.
Efter at have inspiceret Marmorbåden (Qingyan), som efter sigende skulle være lavet at én stor marmorblok, fik vi
kæmpet os vej gennem de mange ivrige sælgere ud til bussen og satte kurs mod Tiantan Hotel.
På hotellet, der var ganske fortrinligt, havde vi mulighed for at hvile et par timer, inden vi igen skulle mødes i foyeren.
Jeg var stadigvæk noget nervøs for, hvor min bagage var endt, så jeg gik ned i foyeren, hvor jeg kunne se, at nogle picoloer (eller hvad man nu skal kalde dem) var ved at bakse rundt med en masse kufferter.
Jeg forsøgte på et MEGET klart engelsk at forklare den ene af dem, at der ikke var noget navneskilt på min kuffert og at de derfor ikke kunne vide, hvor den skulle hen og at en kuffert uden navneskilt følgelig kunne ske at tilhøre mig.
Picoloen nikkede forstående, men jeg tror ikke han forstod en pind af, hvad jeg havde forklaret ham, så jeg strøg hen til receptionen og gav receptionisten samme forklaring. Han henviste mig til den picolo, jeg lige havde snakket med, som, såvidt jeg forstod, var den ansvarlige for vores bagage.
Jeg bad i stedet om at få oplyst, hvilket værelse Marianne boede i, så jeg kunne få hende til at forklare situationen. Hun var ikke på sit værelse, da jeg første gang bankede på, så jeg kunne ikke gøre ret meget andet end at vente.
Da jeg 10 minutter senere forsøgte at få fat i hende, så jeg til min store glæde, at picoloerne var i gang med at stille al vores bagage af ud på gangen og (tada!) dér stod min kuffert.
Gensynsglæden var stor. Jeg var ellers allerede begyndt at overveje, hvor i Kina, jeg skulle starte med at lede efter den og hvem jeg skulle ringe til, så næsten rørt til tårer slæbte jeg den ind på værelset og tog mig en lur for at får nerverne bragt i ro.
Aftensmaden skulle indtages i en restaurant i en sidegade tæt på hotellet og her oplevede vi for første gang kinesernes glæde over pynt i mange farver. De havde nemlig ikke pillet julepynten ned endnu.
Her fik vi ærter, oksekød, fisk, svinekød i sur- / sød-sovs, bananskiver overtrukket med varm karamel og som skulle dyppes i en skål vand for at få karamellen til at størkne og til sidst en æggesuppe med majs (fy-da-føj).
Efter maden skulle vi lige prøve noget kinesisk brændevin lavet af hirse og med en alkoholvolumenprocent på 56. Det smagte ad h. til.
Bagefter gik vi tilbage til hotellet og fik vekslet nogle dollars til Yuan (¥) og fortrak til vores respektive værelser.
Nej, vi gjorde ej. Helene og jeg mødtes med Henrik nede i baren for at få en enkelt whisky inden sengetid.
Det blev til en nøje afmålt Glen Fiddich til 26 ¥.
| Dag 0 | | Dag 1 | | Dag 2 | | Dag 3 | | Dag 4 | | Dag 5 | | Dag 6 | | Dag 7 | | Dag 8 |