Dag 6 - Beijing

Dag 0 |

Dag 1 |

Dag 2 |

Dag 3 |

Dag 4 |

Dag 5 |

Dag 6 |

Dag 7 |

Dag 8

Dag 6 - Beijing

Gaaaaaaab. Vi blev vækket allerede klokken 6:00, for vi skulle ud og vade på muren. Ikke en hvilken som helst mur, men MUREN! og det var jo helt vildt fedt!

Vi skulle ikke det sted hen, som var opgivet i vores oprindelige rejseprogram, for Marianne fortalte, at der af og til var bøvl med svævebanen og at man derfor kunne risikere slet ikke at kunne komme op til muren. Hun havde i stedet valgt at lægge ruten op til Badaling, hvilket viste sig var et ganske udmærket valg.

På vejen derop besøgte vi en cloisonné-fabrik - en emaljefabrik, hvor metalstrimler limes fast på overfladen af emaljevaren.

Her startede vi med at se, hvordan en kvindlig arbejder med en månedsløn på 700 ¥ sad og formede og limede kobberstrimler på kobbervaser.

Derfra fortsatte vi over i maleriet, hvor 3 mand sad og malede vaserne i flotte mønstre og farver - et ganske imponerende stykke pillearbejde.

Så så vi hvordan de "rå" kobbervaser blev poleret af en mandlig arbejder. Der var en meget høj luftfugtighed derinde, så jeg skyndte mig at tage et billede og gik ud igen - af hensyn til fotografiapparatet.

Sidst men ikke mindst: souvenierbutikken.

Det var virkelig fascinerende at se alle de ting, man kunne købe.

En mere end 2 meter høj kobbervase til 244.000 ¥, bornholmerure, vaser, skåle, spisepinde, modelskibe og alt mulig andet. Her kunne man nemt gå amok med sine penge.

Jeg endte med at købe et sæt spisepinde til eget brug til en pris af 35 ¥ og et sæt kaligrafipensler til Jespers fødselsdag til 145 ¥.

Og så var det endelig blevet tid til at sætte kurs mod muren.

Det tog cirka en times tid at komme til Badaling, som var vores udgangspunkt og Helene havde givet sit samtykke til at jeg måtte følges med Henrik.

Situationen var nemlig den, at vi havde 1½ time, inden vi igen skulle mødes og at vi skulle temmelig langt ud ad muren for at komme fri af de mange turister for at tage nogle turist-fri billeder. Så Henrik og jeg var blevet enige om at vi ville prøve at komme så langt som mulig på tre kvarter og altså gå så hurtigt, det var os muligt.

De første par minutter af vores kostbare tid brugte vi på at finde ud af, om vi skulle gå til højre eller venstre. Vi valgte at gå mod venstre, da der var færrest turister ad den vej.

Efter at have forceret den første stejle trappe på muren kom vi forbi en bod, hvor vi kunne købe vand og sodavand. Af nysgerrighed spurgte Henrik, hvad en halv liter vand kostede. 30 kinesiske "bops" og da vi smågrinende gik videre kom manden løbende efter os og råbte "wait, 10 yuan! 10 yuan!". Det blev vores grinen ikke mindre af.

Og så stod der lige pludselig en udlejningskamel midt i det hele.

Det var virkelig imponerende at gå der på muren og se milevidt omkring og se hvordan den bugtede sig derudaf.

Den restaurerede del af muren endte ved et vagttårn efter en god kilometers forløb og fortsatte derfra som murbrokker. Det passede også cirka med små tre kvarters gang.

På tilbagevejen blev vi mødt af en af de "fattige", som gik og tiggede. Henrik gav ham et par yuan og ville tage et billede af ham, men den fattige afslog og forlangte 10 yuan for at blive fotograferet. Så ku' det sgu også være det samme.

Lidt senere blev vi overfaldet af endnu en sælger, som denne gang ville sælge os en billedbog med motiver fra muren. Den vakte straks Henriks interesse og sælgeren startede med at forlange 85 ¥ for den.

Jeg hoppede med på vognen og vi fik os pruttet ned til 80 ¥ for 2 bøger; det syntes vi selv var helt godt.

Henne ved næste udkigstårn stod en dame og solgte akurat samme bog men startede med at forlange 30 ¥!

[......]!!!!* (her ville helt klart have stået et meget voldsomt udtryk, hvis dagbogen var forbeholdt mig selv)

Der skulle heller ikke gå ret lang tid før Henrik igen havde fundet noget, han kunne bruge. Denne gang var det nogle håndmalede kaligrafitegninger af muren.

Den gamle mand, der solgte dem forlangte 30 ¥ for ét og Henrik endte med at få det for 10 ¥.

Da vi var kommet to skridt videre kom den gamle mand hen til mig og tilbød mig ét til 5 ¥. Jeg havde ellers holdt mig helt ude af diskusionen.

Nu syntes Henrik og jeg, at vi var blevet røvrendt nok for i dag, så uden videre kommentarer til dét satte vi næsen mod vores mødested, hvor der (selvfølgelig) også var souvenierbutikker. Her skulle Henriks virkelige evner til at lave en ordenlig handel komme til sin ret.

Det var så praktisk, at de sælgende stod inde i små boder med desken ude foran dem, så vi vidste, hvor vi havde dem. På den måde kunne vi gå i ro og mag og overbeglo deres varer med god samvittighed uden, at de kom rendende efter os.

Henrik startede med at udse sig en slags kinesisk fez (altså en hat), som han absolut ville have. Prisen startede ved 35 ¥ og sluttede ved 11 ¥.

Lidt efter fandt han en "traditionel kinesisk stråhat" og her startede prisen på 65 ¥ og sluttede ved kun 15 ¥!

Så havde jeg håbet på at kunne gøre en god handel, for lige inden vi gik, tabte manden i boden en hat ned på jorden - altså uden for boden. Han råbte et eller andet på kinesisk til mig (jeg vil tro, han har råbt: "hej, du der. Gider du lige samle den hat op!") og jeg vendte mig om og samlede hatten op.

Så fik jeg lige et lyst indfald og råbte tilbage til manden: "one dollar! one dollar!".

Da bemærkningen tilsyneladende ikke faldt i god jord, måtte jeg se mig nødsaget til at give ham hatten - uden beregning.

Efter muren skulle vi igen have noget at spise. Vejen derned var ganske flot og vi fik at vide, at den netop var blevet færdig 2 måneder forinden.

Fra restuaranten, hvor vi indtog vores mad, var der en smuk udsigt over en stor sø, der tjente som vandreservoir for Beijing.

Inden vi kom til vores næste destination - Ming-gravene - gjorde vi stop ved en lokal landsby. Her besøgte vi en lille tre-længet hutong, der udover et par høns havde en gammel gås, der havde ondt i nakken.

Vi fik at vide, at sønnen i huset havde været syg og at det var skik og brug, at man bed en gås i nakken for at blive rask. Det havde han så gjort, men gåsen var ikke død af det, som de havde regnet med og derfor gik den rundt med hold i nakken.

Efter landsbyen kørte vi til den ældste og største af de 13 Ming-grave, hvor 13 af Ming-dynastiets 16 kejsere ligger begravet: Changling- graven, hvor kejser Yongle ligger begravet.

Her findes også kinas største trækonstruktion - Ling'endian (Hallen for Ofringer til Forfædrenes Gunst), som er en næsten 2000 m² stor hal.

De 13 grave ligger syd for en lille gruppe bjerge. Kineserne mener nemlig, at de onde ånder kommer nordfra og kan således ikke komme ind på gravstederne, da bjergene beskytter dem.

Bagefter kørte vi over til en urestaureret gravplads (Deling), som man ikke umiddelbart kunne komme ind på. Uden for graven stod der nemlig en vagt eller portner, som kun havde til formål at sørge for, at graven ikke blev overrendt af turister.

Efter at være blevet bestukket og overtalt af Michael og vores chauffør lukkede han os ind. Jeg synes faktisk, det var mere spændende at se den urestaurerede grav end den restaurerede. og mange af tingene, var stadig intakte.

Herfra kørte vi sydpå til Åndealléen, som var en halvanden kilometer lang allé flankeret af 36 stenfigurer, der hver især skulle symbolisere noget bestemt.

Kamelerne symboliserede kejserens tunge byrde, løverne den kejserlige ophøjede værdighed, skilpadden et langt liv og så videre.

Alléen var ikke helt lige, som det var vist på oversigtskortet ved indgangen. Omtrent halvvejs slog den et knæk og hvorfor mon? Jo, selvfølgelig på grund af ånderne, der tilsyneladende også kun kunne bevæge sig i lige linje.

Når en kejser døde blev han båret fra den Forbudte By, op gennem Åndealléen og op til sin grav, hvor han blev jordet sammen med sine koner og nogle af sine tjenestefolk.

Fra Åndealléen kørte vi som følge af vores forslag direkte til restauranten, hvor vi skulle indtage vores aftensmad. Så kunne vi nemlig spare først at skulle hjem på hotellet, vente der en halv time for så at køre til restauranten.

På restauranten på New Ark Hotel fik vi turens nok bedste betjening og Herman faldt pladask for en af de kinesiske tjenere, der viste ham, hvordan han skulle betjene spisepindene korrekt og gav hende en dollar i drikkepenge. Vi havde en tjener på hver hånd og der blev hverken sparet på øl eller cola - sådan som vi havde oplevet det på flere af de andre restauranter; og maden var i øvrigt også ganske udmærket.