|
|
|||||||||||||||||||
| INDEX: |
Dag 7 - Beijing I dag var der 7 af os, der blev vækket allerede klokken 6:45. Vi skulle nemlig gå en lille morgentur op til Himlens Tempel Park, hvor vi skulle opleve kineserne som aktive morgenmennesker. Ved indgangen til parken skulle vi betale entre, fordi vi var udlændinge. Kineserne havde fri adgang. Inde i parken var der folk i alle aldre, der samledes for at danse, jogge, lave tai chi eller qigong og det var ganske imponerende at se, hvordan selv de gamle kunne balancere og sno sig. Klokken 8:30 fik vi lige pludselig travlt med at komme tilbage til hotellet, så vi kunne nå at få morgenmad inden restauranten lukkede klokken 9. Men vi nåede det. Dagen i dag havde vi til vores egen disposition og jeg havde indgået en aftale om at følges med Helene og Henrik rundt i Beijing, hvor vi skulle have købt forskellige souveniers. Jeg havde sat mig for, at jeg skulle have fat i en shakuhachi, som er en stor bambusfløjte. Jeg havde læst om den på et web site for et års tid siden. Det skulle efter sigendet være en traditionel kinesisk fløjte og "shakuhachi" var oversat til "Ghost of the mountain". Vi startede med at tage en taxa hen til gaden, hvor operaen ligger. Der havde jeg nemlig set adskillige musikforretninger, da vi skulle i operaen. Taxa'en holdt faktisk og ventede på os ude foran hotellet og da vi viste chaufføren, hvor vi ville hen, forlangte han 30 ¥. Det gik vi med til, da det jo ikke lød særlig dyrt. Vi kom dog hurtigt i tanke om, at vi nok burde have forhandlet om prisen eller brugt taxameteret. Snydt igen. I nærheden af gaden med musikforretningerne blev vi sat af, vi gad ikke bede chaufføren om at køre os hen til selve gaden, for han forstod alligevel ikke et ord af, hvad vi sagde til ham. Vi startede med at gå op i en lille gyde for at se om den endte ved 'musikgaden'. Det gjorde den ikke, men det var vældig spændende at se de mange små boder og den typiske, kinesiske leben og ståhej. Da vi igen var kommet tilbage til dér, hvor gyden mundede ud i den store vej, ville vi finde ud af, hvor i Beijing vi egentlig var. Bedst som vi stod og studerede vores medbragte bykort kom en flink mand på en cykeltaxa og ville hjælpe os. Der gik heller ikke længe før vi fattede, at hele humlen ved mandens venlighed var, at han ville have os lokket op i hans cykeltaxa og køre os hen til Den Himmelske Freds Plads. Da vi omsider fandt os selv på kortet gik vi hen til den gade, hvor vi gerne skulle have stået. Det var 500 meter derfra. Vi var stadig i tvivl om, om det var det rigtige sted, vi befandt os og måtte endnu en gang ty til lokalbefolkningen. Denne gang gik det ud over et par unge piger - for de måtte da kunne snakke engelsk. Men næh, nej. Også her måtte vi benytte af os af fakter og kropssprog. Det var den rigtige gade, vi var havnet på og der gik heller ikke længe, før vi fandt den første musikbutik. Her havde de mange spændende instrumenter, men ikke nogen shakuhachi og det tog et kvarters tid, at få dem til at fatte, at jeg hverken skulle have en blokfløjte eller en tværfløjte eller nogen af de andre instrumenter, de kom slæbende med. Der gik vel omkring 5-10 forretninger, før vi fandt en forretning, hvor en af de rare, overbærende og velvillige kinesiske ekspedienter, der langt om længe havde fattet, at jeg ville købe en fløjte, som jeg kaldte en shakuhachi, fandt et opslagsværk om forskellige musikinstrumenter fra hele verdenen. Under shakuhachi stod der noget i retningen af: "Sha-ku-ha-chi...bla, bla, bla.... japansk bambusfløjte..bla, bla, bla" og så var det jo sådan set slået fast. Da jeg var godt i gang med at sige xie xie for hjælpen og finde hen mod døren, kom Henrik på den geniale ide, at vi skulle spørge ekspedienten, om han ville være så rar, at skrive fløjtens navn og oprindelse ned - med kinesiske tegn. De næste 5-10 forretninger, vi var inde i, havde heller ingen shakuhachi, men flere af stederne kom de med en kinesisk bambusfløjte - en Dong Xiao. Vi fandt efterhånden ud af, at de første par kina-tegn i den kinesiske oversættelse af det japanske ord "shakuhachi" betød Dong Xiao - eller dét, som Dong Xiao nu betyder. Efter lidt research på internettet efter vores hjemkomst har jeg fundet ud af, at tegnene i navnet Dong Xiao, Tung H'siao eller Xiao refererer til, at det er en fløjte, der blæses i enden af og at der er tale om en mere end 2.000 år gammel fløjte Ærgelig over ikke at have fundet min shakuhachi travede vi ned igennem antikvitetsgaden med næserne vendt mod den sydlige indgang til Den Himmelske Freds Plads - mest af alt, fordi Henrik havde set, at der lå en McDonald's dér. På antikvitetsgaden fandt vi en forretning, hvor der også blev solgt kinesiske instrumenter. Der besluttede jeg mig endelig for at købe en Dong Xiao. Den fik jeg uden det helt vilde prutteri handlet fra 280 til 220 ¥. Jeg havde godt nok set nogle på silkemarkedet, der kun kostede 30 ¥ (som startpris), men jeg købte den i antikvitetsforretningen i den gode tro, at den måtte være af en bedre kvalitet. Så fandt vi frem til vores næste mål. McDonald's. Og hvem udover os havde fået den store trang til at komme på 'McD.'? Jan, Stefan, Niels, Lisbeth, Pernille og Malene fra Danmark. Hungrende efter at knalde kæberne sammen om en BigMac™ gik jeg ned for at bestille en menu med en ekstra BigMac™ og til min store lettelse var der tale om rigtig, gængs McD.-mad, sådan som McDonald's-konceptet forlanger det. Jeg var (blandt andre) så småt ved at være træt af at spise kinesisk mad både til middag og aften i en hel uge, så efter at have nydt at få noget vestlig mad gik vi over på den anden side af den store 10-sporede vej, (yes, den er god nok! 5 spor i hver retning) hvor vi fandt en flok taxa'er, der bare holdt og ventede på, at nogen skulle springe ind i dem. Vi viste chaufføren, hvor vi skulle hen og han vrøvlede et eller andet kinesisk, som ingen af os fattede. Det var først, da Henrik var et godt stykke på vej ind på forsædet, at Helene så, at der sad et skilt i forruden, hvor der stod "Badaling", som jo altså ligger 50 kilometer nord for Beijing! Vi fik dog hurtigt prajet en anden taxa, der kunne køre os til silkemarkedet, som var vores næste mål. Denne gang fik Henrik fortalt chaufføren, at vi ville bruge taxameteret og vi slap med 14 ¥ for en tur svarende til den fra hotellet til "musik-gaden". Taxa'ernes taxameter var lavet sådan, at starttaksten var 10 ¥ og gjaldt de første 4 kilometer og derefter var prisen 1.20 ¥ per kilometer. På silkemarkedet besluttede jeg mig for at købe et par Gore-Tex®-handsker magen til dem, Helene og Henrik havde købt den anden dag. Situationen var nemlig den, at mine medbragte Thinsulate-handsker havde været beskidte i lang tid og jeg havde fået at vide i Danmark, at det ville koste 90 kroner at få dem renset. Gore-Tex®-handskerne fik jeg handlet ned til 35 ¥, altså 5 ¥ mindre end det, de andre fik dem til. Da vi havde set det, vi skulle se og handlet det, vi skulle handle, tog vi en taxa til et stort eksklusivt varehus, der hed New World eller noget i den retning. Tingene her var meget dyre (næsten 'vestlige' priser), så vi nøjedes med at kigge og gå på toilettet. Herfra gik vi hen til Hongqiao-markedet, hvor vi ville gøre vores sidste indkøb inden hjemrejsen. Henrik havde længe snakket om, at han ville have en t-shirt, hvorpå der stod "Hard Rock Café - Beijing", så den startede vi med at finde. Henrik forklarede, at den skulle være mørkeblå og i størrelse "M", det havde sælgeren ikke, men han ville lige løbe over til en af sine kollegaer og hente en. Dem han kom tilbage med var i alle mulige andre farver og størrelser, end den Henrik ville have, så han løb igen afsted og kom denne gang tilbage med en blå, hvor der på indpakningen stod "M". Da Henrik var så smart at tage den ud af posen, så han, at det var en størrelse "L", som sælgeren ville prakke os på og så gik vi roligt videre til næste bod. Også her måtte sælgerinden løbe hen til en kollega efter én. Denne gang var mærket i nakken blevet klippet af. Ved bod nummer 3 fik vi et tydeligt "nej" på vores efterspørgsel og så var vi nødt til at erkende, at en "Hard Rock Café-t-shirt" i blå, størrelse "M" nok ikke fandtes i Beijing. Så ville vi hen og kigge på en vifte. Den kostede kun 5 ¥ i startpris, men var lavet af noget meget tyndt, spinkelt træ, så det droppede vi helt. Helene havde imidlertid set en forretning, hvor der var nogle ganske flotte piber, der var skåret, så træets årer fulgte dens konturer. De kostede 120 ¥, men manden, der stod i butikken var ikke særlig vaks til at handle, så det måtte jeg desværre droppe. I stedet fandt jeg en anden biks, hvor de også havde nogle ganske kønne piber og jeg fik handlet mig fra 95 ¥ ned til 45 ¥ og så var fars fødselsdagsgave reddet. Nu syntes Helene imidlertid også, det var hendes tur til at få lavet en god handel, så vi gik en etage ned for at finde et silketørklæde til hendes mor. Hun fandt et til 120 ¥ og endte med at købe 3 for 180 ¥. Imens havde Henrik luret på nogle slips, som ekspeditricen forlangte 85 ¥ for per styk. Dem endte han med at få to af for 45 ¥ og da vi gik, kom han til at se, at de stod skiltet til at skulle koste 45 ¥ stykket. På vejen hjem til hotellet fik Henrik og jeg taget et billede af en af de mange mobile cykelsmede, der sad på gadehjørner og lappede slanger for folk. Senere fik vi at vide, at Jan og Stefan havde villet fotografere selv samme cykelsmed, men havde fået forbud mod det, så der var vi heldige. I samme ombæring fik jeg taget et billede af hotellet ovre fra modsatte side af vejen. Vi var faktisk også blevet helt gode til at krydse kinesiske veje, som lignede et kaos uden lige. Da Helene var stukket af fra os og var smuttet op på værelset gik Henrik og jeg hen i supermarkedet om hjørnet for at købe en flaske hirsebrændevin til Henrik. For dén måtte han betale den svimlende sum af 5 ¥, d.v.s. 4 kroner for 500 ml. Eftersom vi også var blevet godt tørstige af at vade rundt i Beijing, købte han en Carlsberg og jeg et par cola'er til Helene og mig. Det viste sig, at Helene også gerne ville have været med ned i supermarkedet, så imens jeg gik i bad, gik hun derned efter noget vand og en flok bajere. Efter, at hun var kommet tilbage med øllerne og jeg var steget ud af badet, skulle vi ud og spise Peking-and. Og forventningerne var høje. Vi startede med at spise normal (eller snarere 'konventionel') Beijing'sk mad med blandt andet grisetæer i gele, hvortil vi fik serveret en cherry-agtig portvinsk dram. Vi fik at vide, at det var lavet på nogle blomster, som jeg selvfølgelig ikke kan huske navnet på, men det smagte nu meget godt. For første gang på turen sad Michael og vores chauffør til bords med os andre - til vores store glæde. Det er åbenbart skik, at lokalguiden og chaufføren ikke mænger sig med gæsterne. Derefter kom to kokke ind med hver deres serveringsvogn med en hel and på. Og det var en hel and; stegt med hoved og hele molevitten (dog uden fjer). De stod så og skar ænderne ud foran os. Hovederne blev flækket og lagt på tallerkener hver for sig (det skulle være en kinesisk delikatesse - ligesom den sprællende fisk). Der var en tallerken med kun skind, én med skind og kød og én med rent kød. Derefter kom mandarin-pandekagerne ind og Michael viste os, hvordan anden skulle spises:
"Mmmm, Peking-and. Ligger godt i maven." Som de (vist nok) eneste skulle Helene og jeg lige smage om andehjerne var noget, der smagte godt. Det smagte ikke rigtig af noget - men det er nok fordi en and er et ret uintelligent dyr. Efter maden skulle vi endnu engang skåle i hirsebrændevin - maotai, som det vist kaldes. Jeg afslog i første omgang, men da Marianne fortalte, at det var den bedste af slagsen og at den var blevet serveret for præsident Nixon, skulle jeg alligevel prøve. Jeg tror jeg udtrykte mig nogenlunde sådan: "Føj, det var sgu da også noget at servere for den amerikanske præsident." Så rejste Niels sig op og takkede Marianne og Michael for en god tur på alles vegne og fortalte at han som vicedirektør i BG-Bank gik ud fra, at de fleste af os var kunder hos ham og ville derfor byde os en kop kaffe og en cognac på firmaets regning. Det fik vi så; d.v.s. jeg fik et par stykker (hik!), for jeg indgik i et forlig med Helene om, at al hendes cognac blev hældt over i mit glas, mod at al min hirsebrændevin blev hældt over i hende(s). Hun kunne nemlig godt lide brændevinen men ikke cognac og vice versa. Hjemme på hotellet skulle vi have vores bagage pakket og stillet ud på gangen til klokken 23:00, så efter vi havde gjort det, mødtes vi nogle stykker inde hos Torben og Anne Mari, hvor vi drak en godnat-øl. Bagefter fortsatte Stefan, Jan, Henrik, Helene, Marianne og jeg nede i baren, hvor vi hyggede os med lidt kinesisk fadøl og karaoke. Den blev også 2:00, inden vi kom i seng.
|
