|
|
|||||||||||||||||||
| INDEX: |
Dag 5 - Beijing Langt om længe var det blevet tid til at opleve Den Forbudte By. Vi startede med at blive smidt af bussen syd for Den Himmelske Freds Plads og gik langs vestsiden op til "byen". Det var desværre ikke muligt at komme ind på fredspladsen, da der var en større sanering i gang. Den 1. oktober i år er det nemlig præcis 50 år siden, at Mao havde proklameret folkerepublikken. Jeg fik dog alligevel taget et par billeder af maosoleum og Folkets Store Hus. Maosoleum er en kinesisk pyramide - lige bortset fra, at det hverken er pyramideformet eller huser en Farao. Det huser derimod en balsameret voksfigur, der skulle forestille Mao Zedong. Og så er det stort ligesom pyramiderne og de fleste andre ting i Kina. Folkets Store Hus er faktisk en kinesisk efterligning af Christiansborg, bortset fra, at det er lidt større. Det har blandt andet en konferencesal, der kan rumme 10.000 mennesker på én gang og en en banketsal, der kan bespise 5.000 gæster på én gang. Hver provins i Kina har fået opkaldt en mødesal efter sig og har selv dekoreret den. Så kom vi op til Den Himmelske Freds Port, der fører ind til Den Forbudte By og efter at have taget et par billeder af 'formandens' portræt skulle vi op på 'porten' og stå og nyde udsigten over Den Himmelske Freds Plads (som jo var sat til med gravkøer, byggekraner og håndværkere). Se, det var jo lidt af en oplevelse. Ikke så meget udsigten som optrapningen hertil; der var nemlig nogle bestemte ting, der skulle overholdes, for at man kunne få lov til at komme derop: Man måtte for det første ikke have nogen tasker på sig - heller ikke bæltetasker. For det andet skulle man se "ordentlig" ud, d.v.s. have "pænt" tøj på og være velsoigneret. Hunde var selvfølgelig ikke tilladt. Og så måtte man ikke tygge på tyggegummi! Da vi havde efterladt vores tasker hos Michael, der blev og passede på dem, skulle vi tjekkes for bæltetasker og igennem en metaldetektor og så kunne vi gå derop. Efter at være kommet helskinnet ned igen uden at være blevet pågrebet i at have hænderne i lommen, i at hoste, bande eller snøfte vendte vi næserne mod Den Forbudte By. Vi kom heldigvis hele ind i byen uden at få hugget hovedet af, som det ville have været sket i gamle dage. Byen var ganske imponererende og så enorm, at det var meget svært at tage nogle ordenlige billeder. Med en udstrækning på omkring 1 gange 3/4 kilometer og med over 9.000 rum havde den efter sigende huset ikke mindre end 6.300 kokke, der i år 1425 kunne 'fordærve' maden til 10 - 15.000 mennesker og 19 år senere til over 70.000! Her kunne vi så gå og skue udover de gigantiske pladser og føle os kejserlige i den kolde vind, som kun solen og vores varme påklædning kunne kompensere for. På vej ind mod et af byens paladser, hvor kejser Puyi (ham fra filmen "Den sidste kejser ") havde kørt rundt på cykel, da han var lille, fandt vi en kinesisk fast food-restaurant, hvor vi kunne købe en kop kaffe. Så efter, at vi var blevet enige om, at der vist godt kunne blive tid til en lille kaffepause, styrtede vi allesammen derind for at købe kaffe. Jeg stod heldigvis ikke først i køen, og nåede lige at ændre købet til 2 Snickers, da jeg så, hvad det var for noget kaffe. Det var sådan noget beigefarvet pulver, der blev rørt op i varmt vand og der var vist både fløde og sukker og det hele i. Jeg kunne også forstå på dem, der havde købt det, at det vist ikke lige var noget hit. Turen endte i den nordlige del af byen, hvor der var anlagt en park, som vi fik lov til at gå rundt i på egen hånd. Herefter skulle vi køre hen til en restaurant i Beihai Park og have noget at spise. Efter at have indtaget den sædvanlige menu bestående af grøntsager, ris, suppe, kødretter og fisk gik turen til Kulhøjen (Jingshan), hvor kejser Puyi hængte sig selv i 1644, da manchurerne indtog byen. Herfra var der en meget flot udsigt over Den Forbudte By, men ærgeligt nok var der temmelig diset og solen stod i syd, så også her vakte fotograferingen en del bøvl. Så skulle vi hen og se til Confucius eller Kong Futzi eller Konfutse eller hvad man nu vælger at kalde ham. Konfutse er, såvidt jeg har fattet det, Kinas svar på Emma Gad, og har lagt navn til Konfucianismen, som efterhånden atter er ved at vinde indpas i Kina efter at have været i unåde hos Mao. Inde i De Store Præstationers Sal (Daqingdian) var der 4 lokale koner, der spillede et par numre på følgende fire kinesiske instrumenter:
Jeg havde allerede under forestillingen sat mig for, at jeg skulle have fingrene i en Xun og kort før bussen kørte, blev Michael og jeg enige om, at det nok var bedst at købe den på stedet, da han ikke havde set sådan en andre steder. Jeg betalte derfor 300 ¥ uden nogen form for prutteri. Så kørte vi hen til Silkemarkedet (Xiushui), som egentlig ikke havde forfærdelig meget med silke at gøre, men som var over 200 små boder, hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord til en fornuftig pris - hvis man forstod at prutte. Kort tid før vi ankom, fik vi at vide, at vi sagtens kunne starte med at gå 1/3 ned i pris og at der ikke var nogen garanti for varernes kvalitet og oprindelse. De første, der mødte os da vi stod ud af bussen, var fattige folk, der tiggede om penge og jamrende mødre, der kom og viste os deres børn, mens de pegede ned i munden på dem. Det var selvfølgelig ikke særlig spændende at se, men omvendt kunne vi heller ikke være sikre på, om de virkelig var i nød, eller om deres tiggeri kun havde til formål at give lidt ekstra penge til "hutong-holdning". Vi havde nemlig også fået at vide, at mange af sælgerne på silkemarkedet, var meget højt lønnede i forhold til kinesiske standarder. Henne ved boderne kom der også adskillelige folk luskende hen til os og spurgte med dæmpede stemmer "CD music?" eller "CD-ROM?". Hmm, software-piraterne har altså også indtaget Kina.
Det første vi fik øjnene på var nogle Gore-Tex®-jakker Da Helene, Henrik og jeg havde inspiceret dem nøje, forhørte jeg mig om prisen: 480 ¥ stykket. Efter at stået og pruttet et stykke tid fik vi prisen ned på 400 ¥ for to - altså 160 kroner stykket! Helene fik en blå og jeg fik en sort og skulle det ske, at det ikke var den "ægte vare", ville vi ikke have sat mere end 160 kroner til på dem. Og så troede jeg, at jeg skulle have mit fotografiapparat stjålet; for bedst som vi stod der og handlede mærkede jeg lige pludselig én, der gik hurtigt forbi mig, så fotografiapparatet, der hang over min venstre skulder var ved at blive revet med. Hurtig som Lucky Luke greb jeg om kameraet og var klar til at dele en "løs" ud til venstre, men det viste sig bare at være en ældre mand, som også passede boden, der skulle ind bag ved i meget høj fart. Han smilte undskyldende til mig og klappede mig på skulderen og jeg annullerede kampstillingen og fik mig hidset ned igen og alt var godt igen. Så var det blevet Henriks tur til at handle. Han fandt nogle Gore-Tex®-handsker, som startede med at koste 90 ¥ per styk og da han ikke kunne få prisen langt nok ned, gik vi videre. 10 meter længere henne ad "gaden" faldt jeg over nogle slips med cartoons på (nej, ikke bandet 'Cartoons', men dem fra fjernsynet) og jeg fik mig handlet ned fra 45 ¥ stykket til 3 for 75 ¥. Jeg tror heller ikke at ham gutten, vi handlede med havde 'rent ris i posen', fordi han hele handlen igennem gik rundt med blikket ned i jorden mens han nynnede et eller andet på kinesisk. Whatever; 'de er mærkelige de kinesere'. Selvfølgelig fandt vi få meter senere endnu en bod, der solgte Gore-Tex®-handsker og denne gang fik Helene og Henrik handlet sig fra 85 ¥ stykket ned til 2 par for 80 ¥. Henne i bussen foreslog Michael, at vi kunne besøge et center for traditionel kinesisk urtemedicin og behandling; det var vi helt indforståede med. På urte-centeret startede vi med at blive stoppet ind i et klasselokale og fik serveret en kop yasmin-te (hver). Derefter kom vores "lærer" ind. En lille storsmilende kineser med hvid kittel og store briller. Indbegrebet af en kineser. Han startede med at vise os nogle kinesiske medikamenter, blandt andet ginseng-rødder, skiveskårne gevirer fra rådyr og nogle rødder, der lignede larver. Så bød vi velkommen til en eller anden "jedi-master", som havde havde 'fundet sig selv' eller sådan noget. Han startede med at vise, hvordan han beherskede sig selv ved at tage henholdsvis en fase- og en nul-leder fra stikkontakten i hver hånd og lade strømmen løbe igennem sig mens en assistent kørte en polsøger hen over huden på ham og fik den til at lyse. (Han lignede altså også en, der for længst havde taget skade af det!) Dernæst fortalte vores lærer, at ved at holde hinanden i hånden (inklusiv "jedi-masteren" med stikkontakten) og slappe af kunne vi mærke vores "indre energier" strømme til og fra dem, vi holdt i hånden. Og tro det eller ej det kunne vi virkelig mærke! (Helt vildt, mand!) Nej, gu' var det ej "helt vildt". Det var ganske elementær elektrofysik og her er regnskabet:
Den lille strøm kan altså mærkes i fingrene og har intet med overnaturlig kinesisk magi at gøre. Til sidst blev vi præsenteret for nogle folk, som kunne fortælle noget om ens helbredstilstand ved at måle ens puls og kigge på ens tunge og hænder (suk!). De af os, der ville, kunne få foretaget en sådan helbredsundersøgelse helt gratis, så det ville de fleste af os. Det var bare ikke alle, der nåede at komme for. Mens Henrik blev helbredsundersøgt sad jeg og skulle oversætte fra engelsk til dansk og "lægens" konklusion var, at Henrik havde nogle dårlige nyrer - et eller andet skulle der jo være galt. Så lægen anbefalede ham at købe to flasker af en eller anden eliksir, som kostede 420 ¥ per flaske og han var efter min mening også lige lovlig hurtig til at regne prisen om i dollars. Mens jeg strengte mig an for ikke at bryde ud i kraftig latter, forklarede jeg på høfligste vis "lægen", at Henrik ikke var interesseret i at købe hans "medicin". Det kunne han godt nok ikke forstå, så han foreslog, at Henrik kunne nøjes med én flaske. Stadig uden interesse gik Henrik og jeg med store skridt ud af døren, for det var bare for meget af det gode. Vi blev enige om at foreslå Marianne, at det måske ikke var så heldigt at besøge sådan et sted igen og blive bragt i den pinlige situation, at få stillet en diagnose, for derefter at afslå, hvad kineserne betragtede som seriøs medicin, men som vi som danskere mest kunne betragte som 'alternativ behandling'. Aftensmaden foregik på en stor, flot restaurant i et hotel. Her fik vi - udover de sædvanlige retter - hirsebrændevin til desert. Føj. Efter at være kommet tilbage til hotellet og efter at have haft Helenes nye Gore-Tex®-jakke under vandhanen for at se om den var vandtæt, gik Helene i seng og jeg ned i baren, hvor jeg skulle mødes med Henrik. Her sad vi så og drak et par Johnny Walker - Black Label og en Chivas Regal (de havde vist kun blended whisky på hotellet) til 50 ¥ stykket og så dukkede Stefan, Jan, Marianne, Anne Mari og Torben også op og vi "hang lidt ud". Der gik dog ikke særlig lang tid, før det kun var Stefan, Jan, Henrik og mig, der var tilbage og vi tog en fadøl og gik ind i karaoke-salen, hvor vi sad "helt Palle" og spillede Meier. Lidt senere kom der nogle kinesiske piger, men, da Stefan prøved at byde en af dem op til dans, gik han forgæves og så måtte han jo danse selv.
|
