• Intro
• Disclaimer
• Dagbog
• Billeder
• Souveniers
• Download
• FAQ
• Links
• About

I dag skulle vi køre i en anden bus, fordi den, vi hidtil havde kørt i, skulle til eftersyn. (Jeg vil tro, at noget af det første, der bliver slidt i et kinesisk køretøj, er hornet.)

Vi startede med at kigge på et kinesisk sygehus.

'Kineserne indtager en masse magiske urter og bliver derfor aldrig syge, men hvis én af dem alligevel bliver det, går han / hun hen til sin læge, som skriver en recept - eller nærmere: en opskrift, som vedkommende slæber med hen på sygehuset, hvor en "apoteker" finder ingredienserne frem til pågældende patient, som så går hjem og laver et afkog af disse og drikker det.... og bliver rask... måske.'

'Teorien bag det hele er, at mennesket gennemstrømmes af nogle energier (dem fandt jeg senere på vores besøg på et andet urte-center ud af var det samme som elektrisk strøm), som er styret af yin og yang - altså "det mørke, onde, destruktive, kolde" henholdsvis "det gode, lyse, varme, etc." Har man således høfeber, skyldes det ikke, at der dannes et stof, der hedder histamin, som irriterer slimhinderne og får dem til at svulme op og at man derfor nyser og bliver tæt i næsen. Nej, det skyldes simpelhen, at der ikke er den rette ballance mellem yin og yang i kroppen.

Det skal ikke kurreres med antihistamin, som vi går og tror i vesten, men med et afkog af urter, som man henter på sygehuset.

Whatever, det sygehus var nu altså ikke lige min kop afkog. Oppe på 1.-etagen var der behandling med akkupunktur og de patienter, der var indlagt lå bare smidt hen på nogle gamle tæpper og alt var i det hele taget ganske uhygiejnisk.

Der var også en fæl stank af et eller andet brændt, der mest af alt kunne lede tankerne hen på et eller andet opiumsagtig bedøvelsesrøgelse. De fleste på holdet virkede da også ret interesseret i at få at vide, hvad det var for noget "sjov tobak", de gik og røg, men vi fik bare at vide, at det var "medicin".

Fuldstændig skæve af "medicin" fik vi os selv slæbt ud til bussen og turen gik hen til naboskabskomitéen.

Naboskabskomitéen var en komité, der havde til formål, at sørge for, at folk betalte deres husleje til tiden og at give dem lov til at gifte sig, blive skilt, få barn og så videre.

Også her kunne vi købe souveniers - så det gjorde vi.

Så skulle vi i børnehave. Det var ellers kun børn mellem 2 og 6 år, der kom der, men det skulle vi åbenbart også.

Det var meget sjovt at se de små forkælede børn rende og lege i gården og der gik ikke mange minutter, før vi alle var budt op til dans.

Efter dansen blev vi bedt om at synge en sang for børnene og det gjorde vi så.

Jeg tror nok, at de fleste af os sang "Se den lille kattekilling" og da vi havde gjort det, sang børnene "Mester Jakob" for os - på kinesisk og vi stemte i på dansk. Det var det man kalder kulturudveksling.

Under vores besøg i børnehaven må jeg nok konkludere, at kinesisk nok ikke er så svært endda. Selv nogle af de små børn kunne faktisk snakke det flydende.

Så gik turen til en hutong i nærheden af naboskabskomiteén. Her skulle vi besøge en af de lokale for at se, hvordan de egentlig bor.

Kinesere bor ikke i huse men i hutonger og hutongen, som var meget lille i forhold til vore vante standarder, mindede mest af alt om en af de huler, vi plejede at bygge ude i skoven, dengang jeg var lille; men vi fik at vide, at der faktisk havde boet en familie med 9 børn her.

Nu var det kun enken der boede her og vi blev pænt budt ind - et par stykker ad gangen.

Der var i midlertid en af rejsedeltagerne, der havde bemærket, at der var en kinesisk mand med et par fotografiapparater, der havde fulgt efter os fra børnehaven og som nu gik og tog billeder af os. Hvad pokker ville han?

Jo, han var simpelthen ved at skrive en artikel til et kinesisk tidsskrift om, hvad vestlændinge mente om hutonger.

Gad vide om dette var endnu et udslag af kommunismens overflødighedshorn af unyttige ting eller om der virkelig var et fornuftigt formål med dette?

Da vi kom tilbage til vores bus, var vores chauffør forsvundet. Han havde bare forladt os.

Grebet af panik - eller hvad vi nu var grebet af - forsøgte vi at komme ind i bussen på en eller anden måde.

Michael - som tilsyneladende havde excelleret i det der med at komme ind i busser - fandt hurtigt ud af, at buschaufføren (som havde sagt, at vi roligt kunne lade vores tasker ligge i bussen, fordi han ville låse den) havde ladet sidevinduet stå på klem, så han kunne nå kontakten til at åbne den pneumatiske dør.

Det viste sig imidlertid, at han havde været så udspekuleret, at låse døren - som han havde lovet os.

Men det skulle sørme heller ikke tage Niels ret lang tid, at finde ud af, at chaufføren havde sat sine nøgler tilbage i ratlåsen - gennem sidevinduet - og med dem fik vi låst døren op.

Det var lige ved at lykkes os at bryde ind i vores bus, da chaufføren kom slendrende tilbage med hånden fuld af en sodavand, som han åbenbart lige havde været henne og købe.

Så kunne vi endelig komme ind i bussen - til vores tasker - og vi satte kurs mod den restaurant, hvor vi skulle have frokost.

Maden var vist meget god - ligesom den tidligere havde været på turen og jeg kan specielt huske, at vi fik noget med nogle peberkorn i, som man blev lam i munden af at spise.

Nu sagde jeg "lam i munden", men faktisk blev man kun bedøvet i munden af at spise dem og vi fik forklaret, at de bliver spist meget i områder af Kina, hvor de spiser meget krydret mad og ved at blande dem i maden "brænder" den ikke så meget i munden.

Efter maden gik turen til "Den Underjordiske By" - en underjordisk by, der blev bygget fra 1969 til -79 af frivillige af frygt for et russisk angreb.

Inde fra en lille biks i en sidegade var der adgang til det lille stykke tunnel, der var tilgængelig for offentligheden.

Damen, der fortalte os om tunnelen sagde, at der var gravet omkring 25 kilometer tunnel, men jeg har nu læst, at der blev bygget flere hundrede kilometer, så man i løbet af få timer kunne evakuere de cirka 5 millioner mennesker i centrum ud af Beijing.

Vi gik en lille tur på en halv kilometers penge og startede og sluttede i en souvenierbutik, hvor vi kunne få brugt nogle penge. Her købte jeg 10 par spisepinde til 40 ¥.

Så skulle vi på "tehus" - noget, der minder om den vestlige verdens "caféer" bortset fra, at her drikker man ikke kaffe men - hvor underligt det end måtte lyde - te.

Til jasminteen fik vi serveret rosiner, tørede bananer, blommer og en slags chips.

Det egentlige formål med at gå på tehus var underholdningen, som bedst kan sammenlignes med vores "stand-up comic" - bare på kinesisk og med en humor, der ligger langt under den 'sorte' af slagsen.

Den første "sketch" handlede om en pige, der havde mistet sin elskede og kineseren, der opførte den stod faktisk bare og gjorde, som om han vrælede, mens en anden sad nede på gulvet og lavede lyden til.

Nu har jeg - hvis jeg selv skal sige det - en meget alsidig humoristisk sans - men jeg kunne i modsætning til de kinesiske tilskuere, der nærmest slog sig på lårene af grin, faktisk ikke rigtigt se det vanvittigt sjove i det, så det var ikke med den helt store ærgelse, at jeg valgte, at følges med Pernille ud i gaden, vi kom fra, for at opsøge et toilet ("Den lille hutong").

Det fandt vi 100 meter henne af gaden. Et typisk (kinesisk) offentligt lokum uden kumme eller noget som helst. Bare en revne i gulvet.

Tilbage på tehuset: Her skulle et af de lokale bands optræde. Det bestod af en gammel, blind mand, der klimpede på 3-strenget guitar i stil med en banjo, hvor dækket var lavet af slangeskind og en solist / percussionist, der sang og spillede på en tambourin, hvor skindet ligeledes var lavet af slangeskind.

Hvad musikken angår, må jeg sige, at den er absolut uden fast rytme. Den er i høj grad bygget op omkring tekstens hændelsesforløb, hvor percussionisten eksempelvis slår et par slag, når "helten kommer ridende på sin hest" eller hvor guitaristen klimper nogle toner, når "pigen plukker blomster i engen" eller sådan noget i den stil - ligesom når John Williams skriver musik til "Dødens gab".

Den sidste solist, vi nåede at høre, inden vi skulle videre i teksten, var en 90-årig mand uden tænder. Han forbavsede mig ved at kunne tale et rimelig godt engelsk og jeg forestillede mig, at han var en gammel krigsveteran eller sådan noget. Michael fortalte mig senere, at han mente han "bare" havde været skolelærer.

Herefter kørte vi til en silkeforretning, hvor vi kunne være sikre på, at det vi købte, var rigtig silke. Vi kunne således heller ikke prutte om priserne.

Butikken havde mange nydelige ting: alt lige fra slips og skjorter til puder, tæpper og duge.

Selvom jeg nok kunne have brugt en formue her, valgte jeg kun at købe 1½ meter silke á 65 ¥ til min mor, med dét i tankerne, at hun og min far selv burde tage et smut herover for at finde det, hun skulle bruge.

Hjemme på hotellet havde vi lige lidt tid til at få skrevet nogle af de postkort, jeg inden morgenmaden havde hentet nede i receptionen. Jeg så også mit snit til at få mig en Ballentine's fra vores "minibar" på værelset. 'Vi havde jo chauffør på.'

Aftensmaden var turens suverænt ringeste. Højdepunktet var en 'levende fisk', som stadig lå og gispede på tallerkenen mens vi (d.v.s. Helene, Niels og Henrik) spiste af den. Der var René godt nok 'stået af'.

Efter "maden" skulle vi se på kinesisk akrobatik - sådan noget med at ballancere med tallerkener på lange pinde og klæde sig ud som drager og sådan noget.

Det første vi så, da vi kom ind af døren til teateret, var en lille bod, hvor vi kunne købe Snickers. Det gjorde vi straks.

Helenes argument var, at hun skulle have noget til at tage den dårlige smag fra aftensmaden og mit var, at jeg skulle have noget at spise - da jeg ikke havde fået noget ordenligt til aftensmad. Så vi "snuppede lige en stak Snickers."

Inden forestillingen havde en dame på et kassettebånd sagt noget i stil med ".. the audience will be deeply impressed..." ud over salen og og jeg havde slået fast for Helene, at det kunne hende konen overhovedet ikke have den fjerneste anelse om, om jeg ville blive.

Efter forestillingen måtte jeg nok erkende, at jeg virkelig var blevet imponeret over deres kunster og der havde kun været to smuttere: Den første, hvor en pige skulle svinge rundt med nogle vandskåle i en snor og den anden, hvor en anden pige skulle lave nogle numre med en slags yo-yo.

Uden for salen stod en snes sælgere klar til at overfalde os efter forestillingen og jeg havde allerede forinden fundet en pibe, som jeg ville have fingrene i.

Den skulle jeg give 50 ¥ for og Helene havde fundet en til 60 ¥, så vi fik lavet en rask handel, hvor vi gav 90 ¥ for begge.

Ude i bussen var Herman klar med sin tobakspung og forsøgte ihærdigt at lokke mig til at prøve piben af med det samme - men nej. Jeg har sat mig for, at jeg vil ryge pibe, når jeg engang går på pension eller, når jeg er færdig med at blive uddannet - ikke ret meget før.

Hjemme ved hotellet, blev Helene og jeg enige om, at vi hellere måtte få hentet noget mere rent vand til at børste tænder i og Helene skulle også have købt noget tandpasta, da hun havde glemt sit i Odense.

Så vi trak ned i en sidegade i nærheden af hotellet, hvor vi vidste, der var et supermarked, men det havde selvfølgelig lukket, da vi kom. Derfor måtte vi hen til en "overdækket gadesælger", hvor det lykkedes os at få skaffet noget vand, der kostede 4 ¥ for en halv liter og som skulle have været drukket senest den 23.11.98. (det sidste fandt vi selvfølgelig først ud af, da vi kom tilbage på hotelværelset)

Efter vores indkøbstur, gik vi ned til værelse 527, hvor Knud og Janne Lindelof boede (sådan havde jeg i hvert fald forstået det). Vi havde aftalt at mødes med dem på deres værelse, men der var ingen, der lukkede op.

Så måtte vi jo lige ned i receptionen for at høre om det nu var den rigtige dør, vi havde stået og hamret på og det var det selvfølgelig ikke. Det hjalp, at banke på dør 827.

Her sad vi så og hyggede os, mens vi udvekslede oplevelser, kiggede på souveniers, drak Gammel Dansk og Nescafé og spiste Dumle et par timer inden vi gik i seng ved halv tolv-tiden.

"Så har jeg sidst i mine notater fra i dag nedfældet ordet 'lorte-pengeskab' og jeg kan ikke præcist huske hvorfor. Jeg kan kun mindes, at jeg havde to whiskies, nogle film og nogle kontanter liggende i vores pengeskab på hotellet - og at kodelåsen ikke altid lige ville som jeg ville."