• Intro
• Disclaimer
• Dagbog
• Billeder
• Souveniers
• Download
• FAQ
• Links
• About

Op klokken 7:00 og ned og få morgenmad. Vestlig morgenmad - heldigvis. For godt nok smager kinesisk mad ganske interessant, men når man er morgentræt og morgensur og hvad man nu er om morgenen, så er det altså rarest med noget, der ikke er alt for eksotisk.

Hotellets morgenbuffet bestod af scrambled eggs (hvad det så end hedder på dansk), tynde skiver kogt skinke, kartofler i terninger, ristede pølser, toast, boller, smør, ost, marmelade, frugt, pasta, rissuppe, juice, te og kaffe. Ganske udmærket, men mellem mig og læseren af denne dagbog, så synes jeg altså, at britterne er noget bedre til det der med morgenmad.

Dagens første mål var Lama-templet Yonghegong (Templet for Fred og Harmoni) fra 1694, som er et tibetansk-budistisk tempel, der tilhører Den Gule Sekt.

Templet var som de øvrige, vi var rundt og se, meget flot og de høje dørtrin skulle forhindre onde ånder (og skidt gående turister) i at trænge ind.

De forskellige under-templer var udsmykket med Buddha-statuer og levende lama'er og munke.

I "Templet for Lovens Hjul" (Falun) var templets indbyggere i gang med at messe i anledning af den sidste Panchen Lama's 10 års dødsdag. Så det var meget godt ramt, at vi lige fik det med.

Det bageste tempel - "Pavillon for 10.000 Lykker" (Wanfu) - husede Kinas største Buddha-statue - en 26 meter høj Maitreya-Buddha, skåret ud af ét stykke hvidt sandaltræ. Da vi fik det at vide, blev der en mumlen og en diskuteren om, hvorvidt det er dét, man laver sandaler af.

Af en eller anden mystisk grund havde man i sin tid valgt først at bygge templet efter at statuen var kørt i stilling. Det fatter man jo ikke!

Næste stop var en teknisk skole, hvor man - hvis man opfyldte visse kriterier - kunne blive uddannet til stuepige, kok, turistguide, skribent, frisør, fotograf og et par andre ting.

Blandt kriterierne var, at man skulle bo inden for en vis radius fra skolen, så man ikke kom for sent til undervisningen, man skulle være pæn af udseende, piger skulle være over 1,6 meter og drenge over 1,7 meter.

Vi var inde i et auditorium for at se en kok lave kylling i sød sovs.

Det foregik kort fortalt ved at tage nogle kyllingestykker, dyppe dem i en dej af æg og mel, frittere dem og overhælde dem med en sovs af ketchup, eddike, vand og salt.

"Opskriften findes på tekst-tv side 758", lød det vittigt nede fra en af de bagerste rækker, da han var ved at være færdig med maden. Den var go'.

Det smagte i øvrigt mæægtig godt.

Så fik vi frokost. Det var ikke lige så godt, som kokkens mad, men det kunne spises.

Dernæst gik turen mod Himlens Tempel, som var stedet, hvor kejseren en gang om året, gik til fra Den Forbudte By for at bede om god høst hos de overordnede.

Vi startede ved syd-porten og kom først til Det Runde Alter, der var opbygget af 3 marmorterrasser, som repræsenterede henholdsvis, jorden, Kejseren og Himlen.

Herefter fortsatte vi til Den Kejserlige Himmelhvælving, som var omgivet af den 5 meter høje Ekkomur, hvor man ligesom i St. Paul's Cathedral i London kan tale med hinanden fra hver sin "side" af muren.

Det lykkedes da også for Jan og Stefan, som prøvede at stå 10 meter fra hinanden og råbe lige så højt de kunne: "Hej, ka' du høre mig?". Det gik vist godt igennem.

Til slut kom vi til Templet for Bøn om God Høst, som var et 38 meter højt tempel med 3-delt kegleformet tag, der oprindeligt havde været henholdsvis grønt, gult og blåt som symbol på jorden, kejseren og himlen, men som nu udelukkende var blåt.

Da vi skulle til at forlade templet manglede der lige pludselig to af deltagerne.

Det første kvarters tid gik med at finde ud af hvem, det egentlig var, vi manglede.

Det viste sig at være Jørgen og Judy, som havde opfattet det sådan, at vi skulle mødes nede ved bussen, så der stod de pænt og ventede på resten af os, da vi en halv time senere kom ned til bussen med Marianne efterladt i templet for at lede efter dem.

Michael kunne imidlertid ringe til hende via mobiltelefon.

Så skulle vi på Hongqiao-marked og prutte. Det var et tre-etagers marked med alt, hvad man kunne tænke sig: elektronik, tekstil, tøj, smykker, møbler, nipsting, antikviteter og en masse andet.

Helene lagde hårdt ud med at finde et gult etui til sin telefon. Det forlangte konen bag desken 45 ¥ for og det lykkedes kun Helene at få prisen ned på 35 ¥. Hun havde vist opfattet startprisen som 75 ¥ og det ærgede hende resten af turen, at hun ikke var gået længere ned i pris.

Så blev det min tur til at handle. Jeg fik øje på en 5 mW laser-pointer i "kuglepen-format", som man herhjemme nem kan risikere at skulle slippe flere hundrede kroner for.

Den startede med at koste 120 ¥, men jeg fik den snakket ned på 85 ¥. Konen, der solgte mig den fik mig også overbevist om, at jeg simpelthen var nødt til at købe 100 ekstra batterier med til den. Dem skulle jeg så give 60 ¥ for. (de koster ca. 20 kroner stykket herhjemme).

I alt kom jeg af med 140 ¥ - min første kinesiske handel.

Nu skulle vi så opleve kinesernes entusiasme for fugle. Vi skulle på fuglemarkedet.

Jeg tænker, det må have været en sand Skærsild for dyre-aktivister (og for dyrene) og det var da også ret rystende, at se hvordan dyrene blev behandlet: 100 gråspurve pakket i små trækasser, fisk i vandfade uden ilttilførsel, katte i bure, de kun lige akkurat kunne være i.

Rystede og rystende (det sidste på grund af den kolde blæst) kørte vi hjem til hotellet, hvor jeg fik lejlighed til at få et dejlig varmt karbad, inden vi skulle have aftensmad og i operaen.

Aftensmaden var ok. Vi fik blandt andet noget, som jeg var stensikker på var rå kartoffelskiver dyppet i ananassaft. Det var det bare ikke.

Vi fik at vide, at det var rødder fra lotusplanten; så sådan smager de altså.

Hvad operaen angår: .......... øh, ja. Det var højt og larmende og det var ... specielt. Jeg må nok erkende, at jeg foretrækker vestlig opera frem for den kinesiske.

Da vi var kommet tilbage til hotellet og Helene og jeg ikke helt var i hopla til at gå i seng og sove, blev vi enige om at gå ned og forstyre Michael og høre ham ad, om han ville med ned i baren og drikke nogle bajere.

Den var han helt med på men foreslog, at vi skulle tage ned i byen i stedet, da en 33 cl øl på hotellets bar kostede 40 ¥.

På den lokale bar gav vi 4 ¥ for 64 cl.

Det var i øvrigt meget hyggeligt og interessant at få snakket lidt med Michael om forskellene på den kinesiske og den vestlige kultur.